Runcoach er en virksomheder, der tilbyder løbetræning for både private og virksomheder. Træningen tager udgangspunkt i nyeste forskning og velafprøvede metoder, der sikrer, at vores løbere får det fulde ud af deres potentiale. Vi sætter en ære i at levere de bedste og mest inspirerende løsninger til vores kunder, så alle kommer tilfredse i mål.
Når vinteren slutter, og grundtræningen bliver lagt på hylden, rettes fokus på den anaerobe tærskel.
Fredag d. 11. marts 2016
Henrik Deleuran Bech
Med marts’ indtræden og forårets komme vil det for de flestes vedkommende betyde et skift i træningens fokus. Rigtig mange af de mennesker, der fx skal løbe Copenhagen Marathon i slutningen af maj, har typisk i løbet af vinteren gennemført en masse grundtræning.
I takt med, at marathonløbet nærmer sig, skal træning i højere grad specificeres. Det er vigtigt, at den anaerobe tærskel trænes mere i den kommende periode, så man bliver i stand til at løbe ved en højere intensitet, inden laktatet (mælkesyren) begynder at ophobe sig i musklerne.
Mange løbere kan have tendens til at tro, at det er den maksimale iltoptagelse, der er den begrænsende faktor for deres marathonpræstation, men for de fleste motionisters vedkommende er dette ikke tilfældet. Typisk ligger gennemsnitsbelastningen for en motionist nemlig omkring 75% af VO2max (den maksimale iltioptagelse), og der er således stadig relativt meget at arbejde med. Til gengæld vil mange motionister ved omkring samme eller en lidt lavere %-sats af VO2max begynde at ophobe laktat i muskulaturen. Dette er en væsentlig årsag til, at der ikke kan løbes ved en højere intensitet.
Brug det fysiologiske kendskab til kroppen
Derfor er det vigtigt at træne sin fysiologi på en sådan måde, at det tilgodeser, at man netop kan bruge mere at sit aerobe system, inden laktatophobningen sker, og det er det, der i praksis kaldes tærskeltræning. Fordelen ved tærskeltræning på dette tidspunkt i forhold til, hvornår konkurrencen ligger, er ligeledes, at det tager kortere tid at træne denne parameter op end fx den maksimale iltoptagelse (VO2max). Tærskeltræning udføres typisk som længerevarende tempoture (+6 km) eller lange intervaller/tempostykker (+2 km), hvor der holdes pause imellem. Oftest vil belastningen passe til det tempo, der maksimalt kan holdes på en lille times tid, og det er således dette tempo, man skal forsøge at holde på tempoturen/intervallerne.
I praksis bliver kendskabet til kroppens fysiologi naturligvis også brugt af anerkendte internationale trænere. Italienske Renato Canova bruger bl.a. dette i planlægningen af træningen for mange af de kenyanske løbere. Eksempelvis er det ikke sjældent, at hans løbere skal løbe en 30 km langtur, hvor tempoet undervejs varierer mellem at være 10 sek/km hurtigere end tærskeltempo og 10 sek/km langsommere. Idéen bag dette er, at der i den hurtige periode vil ophobes en mængde laktat i muskulaturen, som efterfølgende i den langsomme periode vil blive udskilt til blodbanen. Herfra vil laktatet blive transporteret videre til leveren og indgå i en proces, der kaldes gluconeogenesen (“glukose-ny-dannelse”) og blive omdannet til glukose. Denne glukose kan efterfølgende blive brugt til at stabilisere blodsukkeret.
Om denne fysiologiske viden virker helt i praksis, er ikke blevet undersøgt ordentligt endnu, men det vidner i høj grad om, at den stadig voksende viden omkring kroppens fysiologi i den grad bliver brugt i den evige jagt på at sætte nye rekorder m.v.
